DIY: Lav dit eget personlige frimærke

For nogle dage siden viste jeg mine fødselsdags-invitationer frem – se dem her!
Jeg havde fået inspiration til at lave personlige frimærker fra denne blog. Vi har lavet dem på forskellige måder, men ideen er den samme. Jeg har lovet jer en DIY og den kommer her: 
Jeg havde, forinden jeg gik i gang, skåret et stempel i viskelæder – du kan bruge hvilket som helst stempel. Jeg havde også lavet en skabelon til mine frimærker, fordi jeg skulle lave ret mange på én gang – du kan fint måle det op med en lineal. Mit måler: 3 x 5,5 cm. 
Trin 1: Find blyant, takke-saks, stempel, stempelsværte, skabelon/lineal, adresse-labels frem.

Trin 2: Tegn på bagsiden af din adresse-label – det papir, som rives af. Tegn rundt om din skabelon eller optegn dit frimærke med lineal og blyant. 

Trin 3: Klip langs kanten af strengen med takke-saksen. 

Trin 4: Vend frimærket om og lav dit tryk med stempel og sværte på selve adresse-label’en. 

Trin 5: Bestil mobilporto (tryk på link og læs mere) og skriv din portokode ind ved siden af dit tryk. 

Trin 6: Sæt dit frimærke på, som du ville sætte et almindeligt frimærke på. Fordelen ved at bruge adresse-labels er, at frimærket bliver selvklæbende. Så er brevet klar til at blive postet :-)
Jeg synes, det er ret hyggeligt med sådan et frimærke. Der er en væld af muligheder: stempel, foto, lavet på computer, klistermærker, udklip osv. 
God fredag!
0 0 0 0 0

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.