I torsdags var jeg til lampefoldningskursus i Kreakælderen på Østerbro. Det var Rosita Toft, der underviste os og det var en hyggelig aften fuld af koncentration. Jeg har ikke været i Kreakælderen før. Det er en lille (og alligevel stor) kreativ oase, som Anne-Sofie står bag. Super hyggeligt og fuld af inspiration og kreativitet. De har et showroom med alle deres kreationer, som er sat til salg. Stor respekt for deres flotte håndarbejde og deres skønne sted.
Vi skulle lære at folde flotte origami- lamper. Jeg var i boghandleren dagen inden og skulle bestemme mig for en farve til min lampe. Det var faktisk slet ikke let. Jeg endte med lyseblåt karton og det valg blev jeg rigtig glad for.
Alt gik fint og i flow indtil selve foldningen. Hold da helt op, hvor var det svært! Flere af os havde taget noter på telefonen, mens vi klippede, tegnede op, prægede og foldede de første folder, men så blev det for svært at følge med. Første foldning (du folder to gange) gik godt og jeg var hurtigst ved mit bord (sådan!). Det gik så ikke så godt anden gang – haha :-) Det mest tarvelige var, da lampen skulle klistres sammen, der skulle vi folde den ud igen, mens vi tapede løs. Bagefter skulle den så foldes igen(!), der måtte jeg simpelthen bede om assistance fra Rosita – jeg så mig fuldstændig blind på alle de folder.
Resultatet blev super fedt og jeg er så glad for min lampe. Jeg pyntede den med brune perler og det ser bare så fint ud :-) Alle lamper var så flotte og vi tog et fælles billede, inden vi skiltes. Min lampe stillede jeg ved siden af tre andre lamper i blå, de så godt ud sammen. De gule lamper var jeg også ret vild med.
Jeg kunne godt finde på at kaste mig ud i at folde en lampe selv, men om det vil lykkes ligeså godt, har jeg svært ved at forestille mig, men det handler bare om øvelse :-)
Wow, de er flottet. Må man spørge, hvor mange ark,I har brugt, og om hvad for nogetlim, I bruger til at lime papirerne sammen med?
Venlig hilsen charlotte
Tak for din kommentar Charlotte :-) Vi har brugt 1,5 ark af de store stykker karton, du kan købe i boghandleren. Lampen er sat sammen med klar pakketape og dobbeltklæbende tape.
Tak for info! Det må vist være et aftenprojekt i denne uge :)
Bare lige for at være helt sikker – den skabelon, som hun har lagt på instagram, skal der laves tre af dem, som så tapes sammen?
Vh Charlotte
Lidt lang svartid denne gang…
Jeg ved ikke, hvilke skabeloner hun har lagt på IG, men vi brugte 1,5 stk. karton :-)